Hop til indhold

FGU er bygget op, så den imødekommer målgruppens mangfoldighed og tilbyder målgruppen passende udfordringer og trygge rammer. FGU skal være et sammenhængende fagligt og socialt skolemiljø med et stærkt ungdomsmiljø og fællesaktiviteter for de unge. Uddannelsesforløbene tager udgangspunkt i de enkelte unges progressionsmål, som er beskrevet i de unges forløbsplaner, og har fokus på, at alle unge skal inkluderes i fællesskabet.

Undervisningens tilrettelæggelse

Undervisningen på FGU skal være tilrettelagt i overensstemmelse med læreplaner for de almene fag og fagbilag for de faglige temaer samt 15 didaktiske principper. De 15 didaktiske principper sætter fokus på blandt andet læring i praksis, struktur og progression og et inkluderende læringsmiljø. 

Unge, der har brug for særlige hensyn og ikke kan deltage i bestemte undervisningsformer på FGU, bliver støttet for eksempel gennem adgang til specialpædagogisk støtte (SPS). Målet er, at den unge bliver i stand til at deltage på lige fod med andre unge.

Læs mere om de didaktiske principper og vejledningen til dem (emu.dk) 

Læs mere om specialpædagogisk støtte (spsu.dk)

Ordblindevenligt undervisningsmiljø

På FGU skal der være et ordblindevenligt undervisningsmiljø. Unge, der vurderes til at kunne være ordblinde, tilbydes en ordblindetest, og i tilfælde af ordblindhed angives det i den unges uddannelsesplan. Indsatsen overfor ordblinde elever skal være helhedsorienteret og skal især ske gennem et inkluderende læringsmiljø og i mindre omfang i form af specialundervisning. Konkret skal alle ordblinde elever tilbydes et ordblindevenligt undervisningsmiljø, hvor alle lærere har basal viden om ordblindhed, kompenserende læse- og skriveteknologi (bl.a. oplæsningsfunktion, ordforslagsfunktion og tale-til-tekst) og ordblindevenlige læringsmiljøer. Lærerne skal desuden give ordblinde elever mulighed for alternative deltagelses- og evalueringsformer, relevant SPS-støtte, herunder instruktion i brug af hjælpemidler samt mulighed for at modtage specialundervisning, der sigter mod at udvikle elevens læse- og skrivefærdigheder.

Læs mere om det ordblindevenlige undervisningsmiljø (emu.dk)

Fokus på det sociale fællesskab

FGU har et særligt fokus på at skabe et attraktivt socialt liv for de unge. FGU er derfor bygget op omkring hold- og arbejdsfællesskaber, og der skabes rammer, som naturligt rummer for eksempel fælles sociale arrangementer, musik, kreative aktiviteter, idrætsaktiviteter, museumsbesøg og relevante ekskursioner. Det sociale liv kan desuden understøttes ved skolens madordning og fællesskabet omkring måltidet. Institutionen skal udarbejde en trivselspolitik, der blandt andet kan indeholde aktiviteter for forebyggelse af og opfølgning på mobning, herunder krænkende adfærd på de sociale medier.

Fag og faglige temaer

De almene fag på FGU reguleres af læreplaner og de faglige temaer på produktionsgrunduddannelsen og erhvervsgrunduddannelsen reguleres i fagbilag. Læreplaner og fagbilag fastsætter blandt andet regler om fagenes faglige mål, indhold og evalueringsformer.

Fælles for læreplaner og fagbilag er, at de tager udgangspunkt i målgruppen, og derfor er praksisrettede og skaber grundlag for en undervisning, der adskiller sig markant fra de traditionelle undervisningsformer.

Læreplaner og fagbilag definerer også prøveformer for hvert fag og fagligt tema. Prøveformerne er praksisorienterede lokalt stillede prøver.

Find læreplaner og fagbilag på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside. 

Sidst opdateret: 4. september 2024