Den enkelte kommune fastsætter også tilskuddets størrelse og hvilken aldersgruppe, der kan modtage tilskud. Kommunen kan give forældre et tilskud til at passe deres egne børn mellem 24 uger og op til skolestart i stedet for at få en plads i et dagtilbud. Det er kommunalbestyrelsen, der afgør, om de vil give et tilskud til pasning af egne børn.
Hvis kommunalbestyrelsen beslutter at tilbyde forældre et tilskud til pasning af egne børn, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at tilbuddet kun skal gælde for børn i en bestemt aldersgruppe.
Betingelser for at modtage tilskud til pasning af egne børn
Et tilskud til pasning af egne børn er et alternativ til at få sit barn optaget i et dagtilbud. Forældre kan derfor ikke, samtidig med at de modtager tilskud til pasning af egne børn, have det samme barn optaget i et dagtilbud efter dagtilbudslovens §§ 19 og 21 eller modtage tilskud til privat pasning efter dagtilbudslovens § 80.
Den forælder, der ansøger om tilskud til pasning af eget barn, kan ikke modtage tilskud til pasning af egne børn samtidig med, at han/hun modtager offentlig overførselsindkomst eller har en arbejdsindtægt. Det er samtidig en betingelse, at ansøgeren har opholdt sig i landet i 7 ud af de seneste 8 år.
Antal tilskud pr. husstand og tilskudsperiodens længde
Tilskud til pasning af egne børn kan gives for en periode på minimum 8 uger og maximalt et år. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte en længere minimumsperiode og en kortere maksimumperiode. Der kan maksimalt udbetales tre tilskud til samme husstand.
Kommunalbestyrelsen kan alene give et tilskud pr. barn og kun i et tidsrum, der holder sig inden for de fastsatte minimums-og maksimumsgrænser. Tilskuddet tildeles det enkelte barn for en periode, der holder sig inden for de fastsatte tidsgrænser. Den samlede tilskudsperiode kan deles i to, og må samlet set ikke overstige den fastsatte maksimumsperiode. Hvis tilskudsperioden opdeles i to, kan perioden deles mellem barnets forældre, hvis begge forældre har ret til ydelser, og opfylder betingelserne for at modtage tilskud til pasning af eget barn.
Tilskuddets størrelse
Det samlede tilskud pr. husstand kan ikke overstige beløbet for maksimale dagpenge.
Det er kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune, der fastsætter tilskuddet til pasning af egne børn. Tilskuddet skal fastsættes ens pr. barn for alle børn inden for samme aldersgruppe.
Tilsyn med en forælder, der passer egne børn
Kommunalbestyrelsen har en generel forpligtigelse til at føre tilsyn med de forhold, hvorunder børn i kommunen lever.
Hvem kan få tilskud til pasning af egne børn?
Det er kommunalbestyrelsen, som beslutter, hvorvidt de vil give forældrene i kommunen mulighed for at søge tilskud til pasning af eget barn.
Det er en betingelse for at få tilskud til pasning af egne børn, at ansøgeren:
- ikke samtidig modtager offentlig overførselsindkomst eller har en arbejdsindtægt,
- ikke er omfattet af § 13, stk. 10, og § 13 f, stk. 1-4, jf. § 26, stk. 4-10, i lov om aktiv socialpolitik, og
- har opholdt sig her i landet i 7 ud af de seneste 8 år. Kravet om ophold efter stk. 1, nr. 3, gælder ikke for EU/EØS-borgere, i det omfang de efter EU-retten er berettiget til ydelsen.
Yderligere vejledning om EU-rettens regler kan findes på www.nyidanmark.dk.
Tilskud, opskrivning i dagtilbud m.m.
Spørgsmål om konkrete muligheder for modtagelse af tilskud, opskrivning i dagtilbud med videre skal rettes til kommunen.
Mange svar findes også på borger.dk, hvor der også kan ansøges om tilskud og laves opskrivninger med mere.