Hop til indhold

Der er forskel på, om forældre vil bevare en plads ved flytning over kommunegrænser, eller om forældre ønsker at få plads i en anden kommune.

Ret til at bevare dagtilbudsplads ved flytning

Hvis forældre flytter til en anden kommune, har forældrene ret til at bevare barnets dagtilbudsplads i fraflytningskommunen. Et barn, der bevarer en plads eller har fået tildelt en plads i et dagtilbud i en anden kommune end opholdskommunen, har ikke ret til oprykning til nyt dagtilbud i den anden kommune, medmindre barnet har plads i en aldersintegreret institution, hvor der er automatisk oprykning fra en vuggestue til en børnehave, og hvor udgangspunktet er, at alle børn oprykkes inden for tilbuddet.

Mulighed for optagelse i dagtilbud i en anden kommune

For nogle familier kan det give bedre sammenhæng mellem familieliv og arbejde at kunne få sit barn optaget i et tilbud i en anden kommune. Det kan eksempelvis være, fordi familien bor tæt på en kommunegrænse og derfor tættere på et tilbud i en anden kommune end i familiens opholdskommune.

Det samme kan gøre sig gældende for en familie, hvor forældrene arbejder i en anden kommune end deres opholdskommune, og det derfor vil passe bedre ind i familiens hverdag, at barnet også går i dagtilbud i den kommune, hvor forældrene arbejder.

Børn har efter dagtilbudsloven adgang til at blive optaget i et dagtilbud i en anden kommune end opholdskommunen.

Vilkår for optagelse i og tilskud til dagtilbud i en anden kommune

Børn, der ønsker en plads i et dagtilbud i en anden kommune, bliver i udgangspunktet skrevet på venteliste på de samme vilkår som kommunens egne børn.

Der er muligvis ikke ledige pladser netop i det foretrukne dagtilbud, men ønsker bliver tilgodeset ud fra samme regler, som gælder for de forældre, der bor i kommunen.

Får barnet en dagtilbudsplads i en anden kommune, skal egen kommune give tilskud til pladsen. Tilskuddets størrelse fastlægges ud fra egen kommunes udgifts- og serviceniveau.

Det er derfor den gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgift, som egen kommune benytter til at beregne tilskud og egenbetaling for en aldersvarende dagtilbudsplads i kommunen, der skal anvendes, når tilskuddet til en plads i en anden kommune skal beregnes.

Hvis bruttodriftsudgiften for det benyttede dagtilbud er dyrere end et alderssvarende dagtilbud i forældrenes opholdskommune, skal forældrene selv betale forskellen mellem tilskuddet fra egen kommune og driftsudgifterne pr. plads i det benyttede dagtilbud i anden kommune.

Dette kan betyde, at forældrene skal betale en højere forældrebetaling, end de skulle have gjort, hvis barnet havde plads i egen kommune.

Lukning af venteliste for børn fra andre kommuner

Den enkelte kommune kan beslutte at lukke ventelisten for udefrakommende børn til dagtilbud, hvis kapacitetsmæssige hensyn eller væsentlige hensyn til børnene i kommunen gør det nødvendigt. Kommunalbestyrelsen kan kun beslutte at lukke ventelisten for 3 måneder ad gangen.

Er en af betingelserne for lukning af ventelisten herefter fortsat opfyldt, kan der træffes en ny afgørelse om, at der fortsat skal være lukket for optagelse på ventelisten.

Kommunalbestyrelsens beslutning om at lukke ventelisten for optagelse af børn fra andre kommuner er først gyldig fra det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen har indberettet sin beslutning om lukning af ventelisten på ventelistelukning.dk.

For konkrete spørgsmål angående plads over kommunegrænsen skal forældre altid henvende sig til egen kommune og eventuelt til den kommune, hvori der ønskes en plads (borger.dk)

Sidst opdateret: 10. september 2024