Kursisterne på VUC Syd modtog i afslutningen af deres sommerferie en besked om, at deres uddannelsesinstitution var gået konkurs. Og dermed var al undervisning aflyst. Det efterlod mange sønderjyder i en svær situation. Kursisterne var med rette bekymrede for, om de kunne komme i gang med de nødvendige fag, som de skulle tage for at blive optaget på deres drømmeuddannelse. Ligesom medarbejderne var bekymrede for, om der var et job at vende tilbage til efter ferien.
Uddannelsesinstitutionen, International Business College - som i daglig tale hedder IBC - tog over, da det hele brændte på. Med stor energi og effektivitet fik IBC's bestyrelse og administration hurtigt styr på, hvor kursisterne skulle møde op, hvordan de skulle dækkes ind med undervisere, og hvordan resten af semesteret skulle udspille sig. Næsten alle kursister var tilbage på skolebænken og på vej videre i uddannelsessystemet efter meget kort tid. IBC havde intet ansvar for, at VUC Syd gik konkurs, men de trådte til og tog ansvar for kursisternes uddannelsesmuligheder.
Det skal IBC have kæmpe ros og tak for. For at udfylde en vigtig brik i det store puslespil, når det gælder uddannelse og nye muligheder i livet. Nu handler det om, at få hverdagen til at køre videre. Jeg ved, at det ikke er en nem opgave, IBC står overfor. Men med den indsats, der allerede har lagt for dagen, er jeg meget fortrøstningsfuld. Kursister og medarbejdere kan nu se frem til en stabil og tryg fremtid, og det er IBC's fortjeneste.