Ny version af SkoleIntra: 5.0
SkoleIntra opdateres i løbet af april og maj 2011 til version 5.0. Hent den fulde liste over nyheder her. Herunder beskrives nogle af de væsentligste ændringer og nyheder i version 5.0:
SkoleIntra
Generelt:
Forbedret vejledning: I SkoleIntra 5.0 er den elektroniske vejledning stærkt forbedret. Hovedprincipperne i den nye vejledning er:
- Al vejledning vises samlet. Herunder også relevante spørgsmål og svar (FAQ'er).
- Overskrift og links er altid tilgængelige, når vejledningsvinduet er åbent.
- Der er både simpel og avanceret søgning.
- Simpel søgning er blevet mere intelligent. Søgerækkefølgen er: titel, tags, indhold, faq'er.
- Søgeteksten markeres med gul baggrund i artikler, så det relevante afsnit er let at finde.
Ny editor
Editoren er et tredjepartsprodukt, som er integreret på relevante sider i SkoleIntra. Vi har valgt at anvende produktet CKeditor (tidligere kendt som FCKeditor). Editoren opdateres i SkoleIntra 5.0.0 til CKeditor version 3.4.2. Det betyder, at SkoleIntras editor er ændret på en række områder:
- Import af tekst fra Word er forbedret, idet den nye editorversion effektivt kan fjerne alle Wordspecifikke formateringsoplysninger.
- Stavekontrollen virker nu, mens man skriver. Teksten kontrolleres løbende, og ukendte ord markeres med en bølgestreg. Stavekontrollen er som standard slået fra, men kan aktiveres efter behov. Stavekontrollen virker i alle browsere.
- Valg af tegnstørrelse er forbedret, så der nu vælges punktstørrelse i stedet for en relativ størrelse.
- Editoren er hurtigere.
- Der er valgmulighed mellem tre forskellige skins: Kama, Office2003 og V2.
- Den nye editor er mere handicapvenlig. Den kan bruges med skærmlæsere, og der er tastaturgenveje til en del funktioner.
- På smartphones og tablets, som ikke understøtter html-editorer, vises editorfeltet som et almindeligt tekstfelt, så nu kan man altså også redigere og gemme beskeder, dokumenter m.m. på sådanne enheder. Tekstfelterne viser dog ikke teksten formateret, men som rå kildetekst.
- Den nye editor har en enkelt svaghed i forhold til den tidligere udgave, idet den nye editor mangler et værktøj til ændring af sidens egenskaber i fx. forsidens indlejrede webside og i elevernes profiler og websider. Hvis man ønsker at ændre fx baggrundsfarve på disse sider, er man med den nye editor nødt til at ændre det direkte i html-koden.
Autogem i editor
Mens man skriver, gemmes der nu automatisk et snapshot af editorens indhold én gang i minuttet sammen med relevante metaoplysninger som fx ejer, dokumentnavn og placering. Kladden gemmes i baggrunden ved hjælp af AJAX-teknikken. Hvis man forlader editoren på normal vis ved at klikke på 'gem' eller 'fortryd', slettes kladden, når editoren forlades. Forlader man derimod editoren på anden vis, vil kladden fortsat eksistere. Findes der et ufærdigt dokument, får brugeren tilbudt at gøre dokumentet færdig. Tilbuddet kommer i påmindelsesdialogen ved indlogning, og når man går til den relevante editorside.
- Autogem er implementeret følgende steder: Dokumentarkiver, Beskedsystemet, Elevplaner, Samlemapper, Årsplaner, Dagbøger, Blogs, Skabeloner, Meddelelser fra kontoret, Kontaktbøger, Elevernes logbøger, Elevernes websider, Skoleportens menuwebsider, Skolebestyrelsens dokumentarkiver.
Embed via editor
Man kan nu - via en knap i værktøjslinien - indlejre/embedde objekter i dokumenter skrevet i editoren. Man kan kun indsætte embed-kode fra sites, der er godkendt. I en valgboks vælger man, hvilket site man vil indsætte kode fra - og derefter indsætter man koden.
- Det er muligt at indsætte embedkode via editoren i dokumentarkivet, samlemapper, arbejdsrummets webside, opslagstavlen, profil og i Skoleportens dokumentarkiv.
Værktøj til flytning af data og dokumenter
SkoleIntra rummer nu et værktøj til flytning af data og dokumenter mellem skoler i forbindelse med
skolesammenlægninger.
- Værktøjet giver mulighed for at eksportere elevdata, personaledata, dokumentarkiver, billedarkiver, samlemapper og fotoalbum fra den afgivende skole til en eksportmappe på en central server hos UNI-C. Man kan importere alle data og dokumenter fra de afgivende skoler, men der er også mulighed for kun at medtage udvalgte områder.
LærerIntra:
Forbedret håndtering af elever og forældre
Tidligere blev forældrene registreret i samme post som eleverne i elevtabellen. Det betød, at forældre med flere børn i skolen var registreret flere steder. Det var uhensigtsmæssigt på mange måder. I version 5.0.0 er datastrukturen ændret, så elever og forældre har hver sin tabel. Det har følgende konsekvenser:
- Hver elev er registreret et sted i elevtabellen og hver forælder/kontaktperson har en post i forældretabellen. Forbindelsen mellem barn og voksen registreres i en særskilt tabel over relationer.
- Til hvert elev kan der nu tilknyttes ubegrænset mange kontaktpersoner.
- Kontaktpersonernes relationer til eleven kan frit navngives efter behov. Eksempler på relationer: plejeforælder, papfar, sagsbehandler.
- Relationer mellem elever og kontaktpersoner sker på basis af det krypterede cpr-nummer. Hvis en kontaktperson ikke har et dansk cpr-nummer, kan SkoleIntra oprette et unikt, fiktivt cprnummer til vedkommende.
- Hvis man vedligeholder elevkartoteket manuelt, skal man nu både oprette eleven, forældre/kontaktpersoner og relationen mellem elev og kontaktpersoner.
- Ved import af elevdata ajourføres oplysninger om elever, forældre og de indbyrdes relationer automatisk, og forældre uden cpr-nummer får automatisk tildelt et fiktivt cpr-nummer.
- Skolebestyrelsesmedlemmer, kontaktforældre og klasserådsmedlemmer relaterer til forældretabellen, så ændringer i forældrenes kontaktoplysninger automatisk slår igennem.
Ændret sikkerhedskopiering / gendannelse
Som led i en større stategi for omlægning af databaserne til et system med større kapacitet og sikkerhed, forlader vi den filbaserede backup-rutine, som SkoleIntra har benyttet, siden programmets spæde start. Nu sker sikkerhedskopieringen automatisk, så brugerne skal ikke selv huske at lave en sikkerhedskopi hver 14. dag eller før større ændringer.
- De steder, hvor der laves mange databasetransaktioner, oprettes der nu automatisk en kopi af den berørte tabel, før transaktionerne går i gang. Det sker i baggrunden, uden at brugeren skal foretage sig noget.
- Den automatisk backup er implementeret på alle sider, hvor der importeres elevoplysninger, personaleoplysninger, vikardata, skemaoplysninger og aktiviteter. Desuden gemmes en kopi af data i forbindelse med vedligeholdelsesfunktioner, hvor der ændres eller slettes mange data.
- Når ændringerne er gennemført, kan man kontrollere virkningen. Hvis man fortryder ændringerne, kan de rulles tilbage til den tidligere tilstand.
Formularskabeloner i dokumentarkivet, årsplaner og i elevplaner
Formularskabelonerne er et nyt generelt værktøj i SkoleIntra. Det er primært lavet for at opfylde nogle
behov, når lærerne skriver elevplaner - og er tænkt som et alternativ til den editorbaserede redigering;
men det kan også anvendes i andre sammenhænge, hvor der er behov for at kunne indskrive data.
- Formularskabelonerne laves via Værktøj > Formularskabeloner, hvor man opbygger skabelonsider med formularfelter som tekstbokse, valgbokse, flueben og radioknapper.
- Formularskabelonerne kan anvendes til indskrivning af elevplaner, årsplaner samt i dokumentarkivet. Man kan eksportere en formularskabelon til en zip-fil, som efterfølgende kan importeres igen fx. på en anden skole.
Forbedring af elevplan-værktøjet
Under redigering af en elevplan kan man nu hente vagtbogsnoter for den valgte elev frem i resursespalten til højre for editoren. Listen over vagtbogsnoter er begrænset til noter oprettet inden for det seneste år.
Bedre oversigt over hold
Hold kan nu tildeles en kategoribetegnelse. Ved at sortere efter kategori får man større overblik over holdene, hvis skolen har mange hold.
Lektiebog
Det er nu blevet muligt at ændre status på en almindelig dagbog til at være lektiebog for en klasse. For at en dagbog kan fungere som lektiebog kræves, at det er en åben dagbog, som er tilgængelig i ElevIntra og ForældreIntra. Ved at gøre en dagbog til lektiebog, sikrer man en mere synlig placering i ElevIntra, ForældreIntra og MobilIntra. Hver klasse kan kun have én lektiebog. Lærerne skriver i en lektiebog på samme måde som i en almindelig dagbog under Samarbejde > Dagbøger.
Tilmeldinger for elever
Tilmelding til arrangementer under Koordination > Tilmelding er ændret, så læreren har mulighed for at indtaste elevernes svar på tilmeldingsblanketten. For at undgå misbrug er det dog kun den lærer, der har oprettet tilmeldingsblanketten, der har fået mulighed for selv at tilmelde elever.
Tjek af vikarpåsætning
Vikarmdoulet tjekker nu, om den vikar, man sætter på en lektion, tidligere er blevet brugt i samme lektion i et andet skema. Vikarmodulet tjekker også, om en påsat vikar evt. skulle være en lærer, der er blevet meldt fraværende. Tjekket sker umiddelbart efter indskrivningen af hver enkelt vikar. Tjekket udføres som standard; men det kan slås fra/til via Admin > Indstillinger > Visning af vikarskemaer.
Skolebestyrelsesmedlemmer
Oprettelse af skolebestyrelsesmedlemmer er ændret, så vi drager nytte af, at forældre nu er registreret i
en særskilt forældretabel. Nu skelnes der mellem følgende typer af medlemmer: forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter, repræsentanter fra ledelsen og elevrådsrepræsentanter. Desuden kan man oprette eksterne medlemmer.
Lærernes linksamling er revideret
Siderne under Links > Lærernes egne links er blevet moderniseret, så de nu ligner elevernes Linksamling i ElevIntra. Alle links i databasen er blevet konverteret til et nyt format. Det betyder, at man nu ikke længere kan vælge en klasse (fx. 05A) som målgruppe - men i stedet skal vælge et eller flere klassetrin, som linket egner sig til, fx. 4/5/6.
ElevIntra:
Diagram over klassens brug af ElevIntra
Nu kan lærerne se en grafisk fremstilling af udviklingen i elevernes besøg i ElevIntra over tid. Klasses besøg i ElevIntra illustreres med et søjledialogram, så medarbejderne kan åbne i LærerIntra under Admin > ElevIntra > Diagram over klassens besøg i ElevIntra.
Lektier på forsiden
Man kan nu aktivere elementet "Dagens lektier" på klassens forside. Elementet viser dagens lektier, og ved at klikke på afsnitsoverskriften kan man åbne lektiebogen med mulighed for at bladre til andre datoer.
Linksamlingen vises nu samlet med flere faneblade
I tidligere versioner skulle man navigere flere steder hen for at se hhv. elevens egne links, klassens links og skolens links. Nu vises linksamlingen som en helhed med faneblade, så man let kan skifte mellem egne links, klassens links, skolens links og de to nye faneblade lærernes links og Alle links. Visningen Alle links kombinerer lærernes og elevernes links. De enkelte menupunkter til linkssamlinger findes stadig under Eleven, klassen, Skolen og Undervisning; men de fører nu alle til den samme side med links og faneblade.
Skoleporten:
Nyt fra skolebestyrelsen
Hvis skolen vælger at oprette en kategori ved navn Skolebestyrelsen under 'Nyt fra …' vil skolebestyrelsesmedlemmer nu have adgang til selv at oprette nyheder, som kan ses i LærerIntra, ElevIntra, ForældreIntra og Skoleporten. Nyhederne oprettes i Skolebestyrelsens redigeringsdel, som medlemmer af skolebestyrelsen kan komme ind i via et faneblad i ForældreIntra. Der vil også være mulighed for at lægge nyheder ind i Nyt fra skolebestyrelsen inde fra LærerIntra for medarbejdere, som har fået adgang til denne kategori af nyheder.
Klasseforsider udfaset
Skoleportens klasseforsider stammer fra tiden, før ForældreIntra blev opfundet. Igennem længere tid har klasseforsiderne levet en hensygnende tilværelse, fordi de ikke længere blev supporteret. I version 4.9.5 blev det annonceret, at klasseforsiderne ville blive endelig udfaset i SkoleIntra 5.0.0, og skolerne blev opfordret til at benytte ForældreIntra i stedet. Klasseforsiderne er nu endeligt og uigenkaldeligt fjernet fra Skoleporten og kan ikke længere benyttes.
ForældreIntra:
Bedre overblik over skjulte menupunkter
Under Admin > ForældreIntra > ForældreIntras menu er det nu nemmere at overskue, hvilke punkter der er deaktiveret eller fravalgt i de enkelte klasser, idet vi har tilføjet kolonnen "Skjult for" i oversigten. I kolonnen oplistes de klasser, der ikke har det pågældende menupunkt i ForældreIntra.
Lektier
Hvis klassen har en lektiebog, vil der automatisk komme et nyt menupunkt Information > Lektier og et nyt link under Information på forsiden. Ved at klikke på menupunktet eller forside-linket, åbnes lektiebogen på den side, der viser dagens lektier. Ved at klikke i kalenderen kan man skifte til andre datoer, så man kender det fra almindelige dagbøger.
MobilIntra:
Organiser selv forsidens ikoner
Nu kan den enkelte medarbejder selv til- og fravælge ikoner på forsiden af LærerIntra Mobil og rækkefølgen kan ændres efter behag.
- Indstillingerne kan foretages i LærerIntra under Admin > Mine indstillinger > Min forside i MobilIntra.
- Eleverne kan i ElevIntra organisere MobilIntras ikoner under Eleven > Mine indstillinger > Min forside i MobilIntra.
- Forældrene skal ind under Indstillinger > MobilIntra i ForældreIntra for at gøre det samme. De samme indstillinger kan også foretages i MobilIntra ved at klikke på knappen Indstillinger.
MobilIntra respekterer menuindstillinger i ElevIntra og ForældreIntra
Hvis et menupunkt er deaktiveret i ElevIntra eller ForældreIntra, vises til tilsvarende ikon ikke mere i forsidemenuen i MobilIntras elev- og forældredel. Det samme gælder, hvis menupunktet er skjult for klassen.
Elever og forældre kan se lektier i MobilIntra
Hvis klassen har en lektiebog, vil der være nem adgang til den fra et ikon på forsiden. Lektiebogen viser som standard dagens lektier, men man kan skifte til andre datoer. Elever kan få skriveadgang til lektiebogen, hvis klassen har en netdukseordning. Ved redigering i MobilIntra er der dog kun mulighed for at tilføje tekst under det, der allerede er skrevet ind i lektiebogen.
Adgang til Skolekom
Lærere og elever har nu direkte adgang til en mobilvenlig udgave af Skolekom ved at klikke på en ikon i MobilIntras menu. Hvis brugeren er logget ind i MobilIntra med UNI-Login, kan man skifte til Skolekom uden at skulle logge ind igen. Skolekom åbnes i et nyt vindue, så MobilIntra forbliver åben bag ved Skolekom.
Om UNI•C
Kontakt
Nyheder og nyhedsbreve
Publikationer
Job
English
Sitemap
Teknik
Oplæsning
Søg
