Menu
• Indhold

Den nyttige natur og det romantiske landskab

 

Nyheder og nyhedsbreve

Hvordan bliver vind til elektricitet? Og hvordan styrker landskabsmalerier nationalfølelsen? - Animationsfilm fra Energimuseet og præsentationer af guldalderen fra to kunstmuseer giver svarene.

Efter at museer og science centre har fået det fælles udstillingsvindue e-museum, er det blevet mere og mere synligt, hvor meget de har at byde på.

I november-udgaven af e-museums nyhedsbrev præsenteres således to sæt undervisningsmaterialer, der helt oplagt kan indgå som et supplement i undervisningen i de naturvidenskabelige og humanistiske fag i både grundskolen og ungdomsuddannelserne.

Animationsfilm fra Energimuseet

Fra Energimuseet kommer en række små animationsfilm af tre-fire minutters varighed.

Hvor kommer vinden fra, og hvordan bliver vind til elektricitet?

Det får man svar på i to film, der følger vindens vej til vindmøllen og videre igennem de forskellige processer, som slutter med strøm på nettet.

Efterfølgende kan man afprøve en vindsimulator og eksperimentere med vingelængde, møllens placering i landskabet og varierende vindstyrker.

Tre andre film forklarer enkelt og pædagogisk forudsætningerne for drivhuseffekten og kredsløbet mellem CO2, kul og ilt.

Filmene er primært beregnet til fysikundervisning i 8.-9. klasse, men kan også bruges i STX og HTX.

Det er oplagt at lade eleverne se filmene på egne computere eller på et interaktivt whiteboard som optakt til undervisning i energiforsyning og bæredygtig energiproduktion.

Se filmene fra Energimuseet:

Hvordan laver vindmøller elektricitet

Hvor kommer vinden fra

Vindsimulator

CO2, kul og ilt i balance

Sådan virker drivhuseffekten

Vi bruger kul og olie

Romantiske danmarksbilleder

Første halvdel af 1800-tallet bliver kaldt for guldalderen eller romantikken.

Her kastede en ny generation af malere sig over landskabsmaleriet: P.C. Skovgaard, J. Th. Lundbye, Christen Købke og Dankvart Dreyer.

Skovgaard museet og den Hirschsprungske samling har lavet en række materialer til grundskolens ældste klasser og gymnasiet, der behandler de strømninger, der fandt sted i billedkunst og litteratur i romantikken.

I Skovgaard museets undervisningsmateriale "Det romantiske landskab" får man en glimrende introduktion til tiden og en grundig gennemgang af P.C. Skovgaards kunst.

Hæftet afsluttes med en række elevopgaver, der kan understøtte billedsamtaler. Det er oplagt at bruge arbejdsopgaverne i forbindelse med et besøg på Skovgaard museet, men de kan sagtens benyttes hjemme i klassen, da museet giver adgang til en række værker via sit websted. Eleverne får dermed lejlighed til at arbejde med billedanalyse, fortolkning og vurdering af billedernes funktion.

Materialet kan suppleres med hæftet "Kunsten på Møns klint", der beskriver hvordan guldalderens landskabsmalerier ikke kun skulle være kønne og smukke, men også højstemte og dramatiske. De skulle afspejle menneskets indre følelser og landets storhed.

Den Hirschsprungske samlings webside "Dansk guldalder - Landskabsmaleri" fokuserer på maleren Dankvart Dreyer, og ved at bruge materialet parallelt med Skovgaard museets hæfter er der mulighed for at lade eleverne sammenligne to samtidige kunstneres fremstilling af det danske landskab.

Prøv

Det romantiske landskab
Kunsten på Møns klint
Dansk guldalder - Landskabsmaleri

 

Vindmøller fra filmen Hvor kommer …
 

Fra indledningen til filmen "Hvor kommer vinden fra?". Filmen er en af flere små film, som Energimuseet stiller til rådighed for naturfagsundervisningen.

Fra forsiden af Skovgaard museets …
 

Skovgaard museets undervisningsmateriale ”Det romantiske landskab” med maleri af P.C. Skovgaard. Materialet giver en glimrende introduktion til tiden og en grundig gennemgang af P.C. Skovgaards kunst.

 

Om

e-museum

På e-museum.dk kan du søge eller klikke dig frem til mere end 1.000 materialer fra statslige og statsanerkendte museer samt science centre.

På e-museum.dk kan du også søge efter kulturminder på et interaktivt danmarkskort.

e-museum er oprettet af Ministeriet for Børn og Undervisnings og Kulturministeriet og bliver udviklet og drevet af UNI•C.

Du kan abonnere på e-museums nyhedsbrev på e-museum.dk.

Læs mere om e-museum

Tilmelding til nyhedsbrev

Bestillingsseddel

Tilmeld dig nyhedsbrevet eKOMMUNI•CATION og få nyheder til dit uddannelsesområde på mail ca. 10 gange årligt. Du kan vælge blandt emnerne:

  • Generelle informationer
  • Indhold til undervisningen
  • Vidensdeling og kommunikation
  • Net og sikkerhed.