Opgør med den tunge pædagogiske arv

Mange skoler er bygget som små fabrikker, der lægger op til, at eleverne betragtes som ensartede produkter. I stedet må undervisningen tage udgangspunkt i de enkelte, unikke elever, siger Hans Henrik Knoop fra DPU. Mød ham på Uddannelsesforum.

Spørger man lidt forsigtigt til, om det der med læringsstile og bevidstheden om dem overhovedet kan bidrage med noget i undervisningen, får man et ganske klart svar fra Hans Henrik Knoop.

– Ja, helt bestemt. En viden om læringsstile bidrager til et skarpere blik for elevernes forskelligheder, og det betyder igen et mere kvalificeret blik for undervisningsmulighederne.

– Det er forhold, der er almindelig anerkendt af forskningen. Og der er ikke noget kontroversielt i det, tilføjer Hans Henrik Knoop.

– Undervisning, som møder elever, hvor de er, og som tager hensyn til, hvordan de bedst lærer, er langt det mest effektive. Effekten ved brug af læringsstile er dokumenteret i mange studier, men der er stadig debat om detaljerne, og om hvad der i øvrigt er vigtigt. Der skal selvfølgelig fortsat meget andet end viden om læringsstile til, for at undervisningen skal lykkes.

Vi er genetisk forskellige

– Fra psykologien ved vi det også. Her er der ingen, der diskuterer, om vi oplever og lærer forskelligt. Det er ganske enkelt et faktum. Vi er genetisk forskellige, sanser unikke situationer og fortolker verden med udgangspunkt i vores unikke forudsætninger.

– Det, man skal tage sig i agt for, er, at man ikke bruger al sin energi på at diskutere, HVILKE læringsstile man skal bruge, altså om man bruger læringsstile fra den ene eller anden ”skole” eller retning. Det vigtigste her og nu er, at man har et videnskabsbaseret blik på elevernes forskelligheder, som man kan bruge i pædagogikken – så må forskerne arbejde videre med at finde frem til stadigt bedre teorier.

– Alene det at anerkende og understøtte, at vi er forskellige, er med til at sandsynliggøre pædagogisk succes, siger Hans Henrik Knoop.

Skolerne er små fabrikker

Men når der nu i forskningen er ret stor enighed om, at vi lærer forskelligt, hvorfor gør vi så ikke noget ved det?

– Det er der flere grunde til. For det første er det praktisk vanskeligt. Skolerne er bygget som
små fabrikker, hvor eleverne stadig ofte bliver undervist som ensartede størrelser foran tavlen, siger Hans Henrik Knoop.

– For det andet er det svært at bryde med vanerne. Ligesom man taler om den sociale arv, kan man tale om den pædagogiske arv, og i den traditionelle klasseundervisning har vi en meget tung pædagogisk arv, som det er svært at gøre op med.

– En tredje ting, som gør forandringen besværlig, er, at mange undersøgelser af undervisningens effekt måles i forhold til grupper af elever, fx klasser – noget, der indebærer en masse gennemsnitsværdier, som kamuflerer elevernes individuelle forskelle. Og hvis en skole bygningsmæssigt er optimeret til klasseundervisning, er det selvfølgelig ikke overraskende, hvis mange undersøgelser peger på, at klasseundervisning er effektiv.

Alle er ligeværdige

Hvad skal vi så gøre for at komme videre?

– Vi skal nå frem til en grundlæggende enighed om, at der er plads til alle, at alle er ligeværdige som mennesker. Det vil åbne for en fælles indsats for at tage hensyn til hver enkelt elev.

– Dernæst skal det politisk bakkes op, der skal skabes rammer, der gør det muligt at tage udgangspunkt i de enkelte elever.

– Og så skal vi på skolerne have igangsat denne proces med at undervise og lære individuelt. Vi skal bryde vægge ned, lave sjove ting med det virtuelle og udnytte elevernes virkelyst, som om de var frie og ansvarlige medarbejdere på en arbejdsplads.

Ikke bare lærerne, men også eleverne og forældrene skal inddrages i denne proces. Og lederne får selvfølgelig en ganske central placering i hele den bevægelse eller bølge, der skal til, for at individualiseret læring for alvor bliver forankret i skolekulturen.

Kom og hør Hans Henrik Knoops fortælle om ”Mange måder at lære på” på Uddannelsesforum.