Nyheder og nyhedsbreve
Fire dilemmaspil om EU’s beslutningsprocesser aktiverer og engagerer eleverne. Spillene, der ligger til fri download på emu.dk, henvender sig til ungdomsuddannelserne og 9.-10. klasse.
Fænomenet ”Den Europæiske Union” er ikke det mest ophidsende, man kan servere for eleverne. Faktisk kan det være lidt af en sovepille, hvis det anrettes med de traditionelle beskrivelser af institutioner og funktioner.
Men tager formidlingen udgangspunkt i konkrete og autentiske problemstillinger, kan eleverne involveres på en helt anden måde.
Det er lige præcis, hvad der sker i de fire dilemmaspil om EU, som nu ligger frit tilgængelige på emu.dk.
Fanget i et tunfiskenet
Dilemmaspillet ”Lad dem bare sejle deres egen sø”, der har fokus på flygtninge og asylpolitik, tager fx afsæt i denne barske historie, her ganske kort genfortalt:
Ali fra Eritrea flygter fra sit hjemland. Han køber sig plads på en gammel båd, der dog synker midt i Middelhavet. Det lykkes 27 af flygtningene, deriblandt Ali, at redde sig hen til et tunfiskenet.
Ingen skibe, der kommer forbi, vil tage dem op, og i to døgn hænger flygtningene i fiskenettet, svævende mellem liv og død.
Malta, der ligger tættest på bådflygtningene, beder det øvrige EU om hjælp. Hvad gør EU?
Find argumenter for at være imod
Casen kan suppleres med mere baggrundsstof fra nettet: artikler om EU-samarbejdet, europæisk asylpolitik og de danske forbehold.
Herefter får eleverne udleveret rollekort for ministre fra forskellige EU-lande, EU-kommissæren, en journalist og en menneskerettighedsaktivist.
Rollerne har forskellige opdrag. På rollekortet for ”Minister fra Danmark ” står der blandt andet: ”Du er imod, at EU-landene skal være solidariske. (…) Find argumenter for at være imod en aftale – uden at virke usolidarisk med de øvrige EU-lande”.
Fødevarer og klimaforandringer
På samme måde tager de tre andre rollespil udgangspunkt i autentiske problemstillinger.
Emnerne for disse rollespil er fødevarer og landbrugspolitik, klimaforandringer og lobbyisme og endelig Europas afhængighed af energi udefra.
Til samfundsfag og engelsk
Dilemmaspillene er lavet til samfundsfagsundervisningen i ungdomsuddannelserne og 9.-10. klasse, men de kan også integreres i engelskundervisningen, da en del af materialerne er på engelsk.
Alt afhængigt af, hvor meget forberedelse og baggrundsmateriale læreren vil bruge, er tidsforbruget til rollespillet en eller to dobbelttimer.
De fire rollespil er udviklet af Mandag Morgens EU-korrespondent Ole Vigant Ryborg. Gymnasielærer Kjeld Mazanti Sørensen fra Ordrup Gymnasium har leveret pædagogisk, faglig rådgivning.
EU på skemaet
De fire dilemmaspil er finansieret af Europa-Parlamentets Informationskontor i Danmark og Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark.
Spillene er et led i projektet ”EU på skemaet”, der også arrangerer seminardage og studieture til Bruxelles. Det femkantede samarbejde er i sin tid startet på UNI•Cs initiativ, og det omfatter ud over Parlamentet og Kommissionen også Styrelsen for International Uddannelse (tidligere CIRIUS), Centrene for Undervisningsmidler (CFU) og emu.dk –Danmarks undervisningsportal.
Læs mere på eu.emu.dk.

Hæfterne, hver på 18 sider, med de fire dilemmaspil er til fri download her på EMU.
Om UNI•C
Kontakt
Nyheder og nyhedsbreve
Publikationer
Job
English
Sitemap
Teknik
Oplæsning
Søg
