Spring til sidens indholdSpring til sidens menuSpring til sidens bund• Top
• Indhold

Den digitale lydbølge rammer skolerne

Resumé


Den digitale lydbølge

Digitaliseringen af lyd har sat mundtligheden på skolernes dagsorden, både når det drejer sig om at producere og om at modtage lyd. – To sessioner og en workshop på Uddannelsesforum kommer rundt om MP3 og podcasting.

– Meget groft sagt er der to måder at arbejde med lyd på i undervisningssammenhæng, siger Regina Lamscheck-Nielsen. 

– Enten kan lærerne fremstille noget til eleverne, som så hvor som helst og når som helst, kan høre det. Eller også kan eleverne selv producere lyden. Og det er den sidste vinkel, der er den mest interessante, synes jeg.

Regina Lamscheck-Nielsen er erhvervspædagogisk konsulent i DEL Nord, Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse i Århus, hvor hun bl.a. har igangsat og fulgt flere projekter i lydproduktion på forskellige erhvervsskoler. På Uddannelsesforum fortæller hun om sine erfaringer i sessionen ”Sig det med MP3”.

Radioudsendelser fra a til z

– Man kan producere lyd på mange forskellige planer. Eleverne kan fx indtale arbejdsbeskrivelser om, hvordan man svejser, eller hvordan man sammensætter menuer. Men de kan også lave deciderede radioudsendelser fra a til z.

– Det foregår i grupper, og her lærer de en masse om samarbejde og rollefordeling i forbindelse med produktionen af radioudsendelsen.

– Desuden lærer de selvfølgelig noget om, hvordan man optager lyd, og hvordan man redigerer lyden. Og de oparbejder journalistiske kompetencer i planlægning, spørgeteknik og manuskriptskrivning.

I det hele taget fremkalder en radioproduktion mange kompetencer, ikke mindst hvad angår den mundtlige fremstilling.

– Vores uddannelsessystem er jo meget skriftligt baseret, og i arbejdet med det mundtlige kan nogle elever pludselig vise nogle kompetencer, som de slet ikke har kunnet vise i den normale undervisning, siger Regina Lamscheck-Nielsen.

Det er fan’me hårdt

– Og alle kan lære af at arbejde med det mundtlige. Fx kan de lære at artikulere sig, så man kan forstå dem.

– Jeg fulgte engang en gruppe unge knægte, sådan nogle med krudt i røven og kasketten ned i panden, du ved, og i starten havde de et sprogbrug, så man knap kunne skelne de enkelte ord fra hinanden.

– Men da de så afleverede deres færdige produkt, kunne man tydeligt høre, at de havde udviklet deres sprogbrug.

– Hvad har I dog gjort? sagde jeg.

– Ja, det var fan’me også hårdt, sagde de så. De havde bevidst knoklet med sproget, for de kunne jo høre på de første optagelser, at det ikke var godt nok.

Fra produktion til distribution

Det er ikke kun på ungdomsuddannelserne, der arbejdes med lyd. På Katrinedals Skole, der er en grundskole i København, har de i det sidste par år arbejdet meget med digital lyd.

Her er det Peter Høstved, lærer og it-vejleder på skolen, der har ført an, og han fortæller i en efterfølgende session på Uddannelsesforum, ”Lydfortællinger og podcast”, om skolens pædagogiske arbejde med lydmediet.

På skolen har de arbejdet med produktion af lyd – 3.klasserne har fx indtalt fortællinger, de ældste klasser har brugt lydoptagelser i sprogundervisningen, og der er rundt omkring i klasserne blevet redigeret og manipuleret med lyden – men det, der især gør skolens arbejde interessant, er, at den som pionerskole i Københavns Kommune har eksperimenteret med podcasting, dvs. distribution af lyd, som man kan abonnere på.

Eleverne repeterer på stranden

Det er Center for Informatik, Københavns Kommunes it-center, der har stillet software og server til rådighed, så Katrinedals Skole har kunnet arbejde med podcasting fra en pc-platform.

I det forløbne skoleår har Peter Høstved bl.a. lavet podcasting for de ældste elever.

– Før eksamen i år lagde jeg nogle elevproducerede grammatiske øvelser ind som podcast, så eleverne kunne abonnere på dem som lydfiler gennem deres iPODs eller MP3-afspillere.   – Mit scenario var, at de så kunne ligge der på stranden med deres MP3-afspiller og repetere grammatikken, siger Peter Høstved.

– Men hvor meget de egentlig brugte det, ved jeg faktisk ikke, for efter eksamen forsvandt de jo hurtigt ud af skolen. Men to af dem fik i hvert fald 13.

Nu her i oktober skal Peter Høstved og Center for Informatik introducere de øvrige skolers it-vejledere til at bruge podcast.

The touch of Silicon Valley

Peter Høstved optræder ikke alene på sessionen ”Lydfortællinger og podcast”. Ved sin side har han journalist og mediekonsulent Karin Høgh, der i de senere år har specialiseret sig i podcasting.

Ikke så underligt befinder Karin Høgh sig i Californien til New Media Expo, der netop i høj grad handler om podcasting, da vi får fat på hende.

– Podcasting er trenden nu, og de er meget længere fremme herovre, end vi er, siger Karin Høgh med svagt ekko og tidsforskydning på stemmen. Forbindelsen er nemlig via Skype, og gennem det hule ekko er det lige før, man kan ane et touch af Silicon Valley.

De podcaster forelæsninger

– Fx er det ved at blive en fast bestanddel af undervisningen på universiteterne herovre, at lærerne podcaster deres forelæsninger, sådan at de studerende kan se og høre dem igen bagefter, eller sådan at de kan følge med i undervisningen uden nødvendigvis at møde fysisk op til forelæsningerne.

– Det er der også enkelte, der gør i Danmark. Fx podcaster vicerektor Thomas Jørgensen ude fra Ørestad Gymnasium sine forelæsninger i matematik og historie til de studerende.

– Men her i USA har det et helt andet omfang. Her begynder der også at komme mange professionelle undervisningsmaterialer, som man kan abonnere på.

– Det skal jeg nok vise en række eksempler på i mit foredrag, siger Karin Høgh.

Teknikken skal være i orden

Man kan roligt sige, at Karin Høgh er begejstret for podcasting, men hun understreger, at der er nogle tekniske barrierer, der skal overvindes.

– Apple har udviklet værktøjer og gadgets, som er uhyre populære, men da pc og Windows er mest udbredt i skolerne, er det vigtigt, at der også udvikles programmer, som kan bruges på den platform.

– Og vi kan ikke forvente, at lærere og elever har den samme tålmodighed, som den almindelige podcaster. Lærerne skal kunne fokusere på de pædagogiske potentialer i lydpodcasts og have hjælp til at finde plads til dette spændende medie i læseplanerne, siger Karin Høgh.

Tirsdag den 6. november optræder Regina Lamscheck-Nielsen og Karin Høgh sammen med en projektleder og to lærere fra CEU Kolding i workshoppen ”Lær at podcaste på en time”.

www.uddannelsesforum.dk

Digitale koder mellem mund og øre …
 
Regina Lamscheck-Nielsen
 

Regina Lamscheck-Nielsen er erhvervspædagogisk konsulent i DEL Nord.

Peter Høstved
 

Peter Høstved er lærer og it-vejleder på Katrinedals Skole.

Karin Høgh
 

Karin Høgh er journalist og mediekonsulent.

Part 0

MP3 og podcasting

MP3 er en komprimeringsstandard, der komprimerer lyden til ca. en tiendedel af den oprindelige størrelse.

Podcast er dannet af ordene iPod (musikafspiller fra Apple) og broadcast.

Podcasting er en metode til udgivelse af lyd- og videofiler på nettet, som man kan abonnere på.

Læs mere om brugen af digital lyd i undervisningen på EMU.

MP3 og podcasting på Uddannelsesforum 2007

5. nov. kl. 11.00 holdes sessionen “Sig det med MP3”

5. nov. Kl. 15.00 holdes sessionen “Lydfortællinger og podcast”

6. nov. kl. 10.00 holdes workshoppen “Lær at podcaste på en time”.

Derudover er der gennem hele konferencen et podcasting-værksted på Udstilingens stand 3405, hvor de besøgende kan prøve kræfter med podcasting og lære, hvordan de
- fremstiller en podcast
- deler den med hele verden
- abonnerer på en podcast.


 

Læs mere om MP3 og podcasting på Uddannelsesforum 2007