Film
Her kan du læse om de juridiske regler, der gælder for brugen af film i undervisning og i undervisningsmateriale. Informationen er delt op i:
- Hvad siger juristen – 2 minutters video
- GO GO eller NO GO – kort introduktion til, hvad du må og ikke må
- Uddybende information om juridiske regler med link til videre læsning
Hvad siger juristen?

Lektor, ph.d. Hanne Kirk Deichmann, Juridisk Institut, Handelshøjskolen i Aarhus, Aarhus Universitet
Film er beskyttet af ophavsretsloven
Film er beskyttet af ophavsretsloven. Man må derfor kun bruge dem i e-læringssammenhæng, hvis man har tilladelse, eller hvis der er tale om citat m.m. Se mere nedenfor.
Hvilke film beskytter ophavsretsloven?
- Ophavsretsloven beskytter bl.a.:
- Dokumentarfilm
- Kortfilm
- Tegnefilm
- Dukkefilm
- Computeranimerede film
- M.m.
Hvem har rettighederne?
Der er ofte fantastisk mange, der har del i rettighederne til film, fx manuskriptforfattere, instruktører, skuespillere, sminkører, klippere m.fl. De, der er med til at lave film, overlader normalt de fleste af deres rettigheder til filmselskabet, der står bag filmen.
Hvis man vil bruge film i e-læringssammenhæng, skal man have tilladelse fra filmselskabet. Man skal også have tilladelse fra eventuelle rettighedshavere, der ikke har overdraget deres rettigheder til selskabet.
Det nemmeste er tit, hvis man starter med at kontakte COPYDAN, som så kan hjælpe én videre.
Hvad med meget gamle film?
Film beskyttes i 70 år efter det år, hvor instruktøren, drejebogsforfatteren, dialogforfatteren eller filmkomponisten døde. Hvis en film er så gammel, at den ikke beskyttes mere, må man bruge den i e-læringssammenhæng uden tilladelse.
Film fra onlinetjenester
Nogle gange har ens undervisningsinstitution allerede en tilladelse, fx fordi den har en aftale med en onlinetjeneste, der giver brugerne ret til at bruge beskyttede film i e-læringssammenhæng. Onlinetjenesten har så sørget for at få de nødvendige tilladelser, sådan så brugerne kan bruge visse film som led i e-læring. Det er ikke udtryk for, at man kan bruge beskyttede film uden tilladelse: Man har simpelthen fået tilladelsen.
Hvornår må man bruge beskyttede film i e-læringssammenhæng uden tilladelse fra ophavsmændene?
- Hvis ens uddannelsesinstitution har en aftale med COPYDAN om, at lærerne må bruge film i e-læringssammenhæng, må man bruge film på den måde, COPYDAN-aftalen siger.
Se mere om mulighederne på copydan.dk/DK/Avukopier. - Man må gerne i begrænset omfang citere fra film, dvs. låne en lille smule af en film og bruge det, man har lånt, i sit e-lærings-materiale. Der er kun tale om citat, hvis det, man låner, kun fylder en lille smule, både i filmen og e-læringsmaterialet. Det er et krav, at citatet har karakter af »levende billeder«. Det at bruge et stillbillede fra en film er derimod ikke citat. Hvis man vil bruge et stillbillede som led i e-læring, skal man gå frem efter de regler, der handler om brug af billeder i e-læringssammenhæng.
Jeg vil kun bruge film i et lukket grupperum på et intranet. Det må vel være i orden?
Nej, det er det ikke. Ophavsretsloven er normalt ligeglad med, om man lægger værker på inter- eller intranet.
Må man linke til beskyttede film i e-læringssammenhæng?
Læs om at linke under emnet Må man linke til beskyttet materiale i e-læringssammenhæng?
Om UNI•C
Kontakt
Nyheder og nyhedsbreve
Publikationer
Job
English
Sitemap
Teknik
Oplæsning
Søg




