Flere fagligt svage elever skal løftes. Det skal en pulje på 500 millioner kroner hjælpe med. Statsministeren og jeg har netop løftet sløret for, hvordan de 500 millioner kroner kan fordeles. 120 skoler får mulighed for at få op til 1,5 millioner kroner årligt som belønning for at have hævet niveauet blandt de elever, der sakker fagligt bagud. Det er virkelig mange penge for en skole. Skolerne vil kun få del i pengene, hvis det lykkes dem at sænke andelen af elever, der får under 4 i dansk og matematik ved 9. klasseprøverne.

Det er nyt. Sådan har vi ikke tidligere uddelt penge på undervisningsområdet, men erfaringer fra andre områder peger på, at det virker. På sundhedsområdet har regionerne fået tildelt penge efter samme model. Og her var resultatet kortere ventelister og mere værdi for pengene. De har brugt det tydelige økonomiske incitament til at handle og tænke anderledes. Det er nogle gange det, der skal til for at rykke ved udviklingen.

Det samme skal puljen på 500 millioner være med til. Nytænkning af alt fra forældreinddragelse, skoleledelse, undervisningsmetoder, sparring eller noget helt femte. I ministeriet står vi klar med vejledning og pædagogiske redskaber, der kan hjælpe skolerne, hvis de ønsker det. Men det er helt op til den enkelte skole at vurdere, hvor de skal sætte ind for at få løftet deres fagligt svageste elever. Derfor er indsatsen i høj grad afhængig af de personer, der befolker skolen. Det er dem, der kan gøre forskellen.

Vi har et problem, når elever forlader folkeskolen uden at kunne læse, skrive og regne på et vist niveau. Det handler ikke om at pege fingre, men om at få vendt udviklingen. Der bliver allerede gjort et stort stykke arbejde for at løfte de elever, der fagligt halter bagefter. Det betvivler jeg ikke. Men når vi kan konstatere, at 22 procent af samtlige elever går ud af folkeskolen med under 4 i dansk og matematik, får alt for mange børn ikke de faglige kundskaber med sig fra grundskolen, som er helt nødvendige for, at de kan bestemme over retningen af deres liv. Det vil regeringen med puljen lave om på.

Vi har udvalgt 120 skoler fordelt i 57 forskellige kommuner fra Albertlund til Aabenraa, fordi elevernes niveau i 9. klasseprøverne ligger klart under landsgennemsnittet: 38 procent af deres elever får ikke 4 i dansk og matematik. Det vil uden tvivl kræve en stor indsats fra skolerne, ledelsen, lærerne, pædagoger, forældrene og eleverne. Men de får til gengæld mulighed for at få et solidt økonomisk boost, som for eksempel kan bruges til at ansætte flere lærere og to-voksenordninger på udvalgte klassetrin.

Vi er ikke bange for at tage nye metoder i brug, hvis det kan gavne eleverne og forbedre deres muligheder for at blive herre i eget liv. Og tro mig, der skal nok komme noget positivt ud af det.

Sidst opdateret: 5. maj 2017